Elektro-Kultur.
Det latinske ord «Kultur» er avledet av ordet – «Lolo» dyrker, og betegner i sin specielle konkrete betydning – «landmandens herredømme over jordens kræfter som det vigtigste felt for menneskelig virke». Ordet kultur har nu i baade objekt og subjekt faat et videre omfang i betydningen. Det er ikke alene – Landmandens interesse som representeres ved «Kultur» men hele menneskehetens. Og det er ikke bare akeren som er objekt for kultur, alle naturens krefter hører nu med (iflg. H. K. Aal i «Ukens Revu»).
Det var her den egentlige specielle betydning jeg vilde ha tag i og tar jeg her ordet kultur i betydning av fremgang, opfindelser der fører til lettelser i den menneskelige arbeidskraft, til at øke utbyttet, at sikre avkastningen mest mulig mot uaar: altsaa fuldt ut i ordets specielle konkrete betydning og sammenligner med de fremskridt som andre objekter for kultur har havt saa jeg sande hvad jeg fornylig læste i forbindelse med Elektro-Kulturen: «Siden Noahs dage har akerbruket ikke gjort nævneværdige fremskridt.»
Vel har vi nogen fremskridt i alle hjælpemidler et moderne landbruk er forsynt med, som nutidens ploger, slaamaskiner og alle de andre arbeidsbesparende maskiner, mere ydende planteslag, kunstgjødningsstofferne og mere, men er dette fremskridt som staar i forhold til en utvikling i løpet av ca. 5000 år siden Noahs dage?
Der er gjennem aarhundreder gjort uhyre fremskridt i de forskjellige objekter for menneskelig virke. Opfindelser og opdagelser har tilført menneskene et vældigt herredømme til utnyttelse av naturkrefter og naturlove.
Nye sindrige maskiner er konstrueret, nye stoffe opdaget og tat i bruk – til landmandens herredømme over jordens kræfter som det viktigste felt for menneskelig virke? Nei, det meste er gaat os forbi – til alle andre objekter for kultur.
Var det skaperens mening da han bød mennesket at ta jorden i besiddelse at det (mennesket) ut fra dette bud skulde danne det nu moderne helvede industrien. – Ved at betragte den utvikling som dette objekt for menneskelig virke, har havt og antaes at faa hvis den samme fremgang som hittil fortsætter skulde man tro at det snart rækker frem til tankens eller viljens «blir».
-Men hør nu ropet «tilbake til jorden-! Vi maa tilbake til jorden, er den kanskje allikevel det vigtigste felt for menneskelig virke?
Mere jord, større vidder for kjæmpehesten (motorplogen) flere maskiner for de store forhold! Men er det den rigtige vei? Neppe, men nu i hasten maa vistnok denne vei følges og sammen med den smule «intensivitet» (herredømme) i midler og metoder der hittil er jodbrukets andel i utviklingen kan man kanskje hjælpe lidt til at skaffe mat.
Men fremtidens vei bør gaa i en anden retning, en retning som allerede nu kan skimtes. Der maa skaffes jordbrukeren hans retmæssige andel i utviklingen i kulturen, en andel som maa gaa ut paa et herredømme over de objekter han steller med saa de smaa forhold kan utnyttes meget mere end hittil. Og dette maa ske gjennem en anden vei end den maskinnelle utvikling.
Statsmagter og videnskap maa mere end hittil hjælpe til at realisere «landmandens herredømme over jordens kræfter», gjennem en anden retning end industrialisering.
Der er ved tider gjort enkelte tilløp som skulde synes at føre ind paa uanede vidder som f. eks. bakteriemetoden. Denne metode der hittil hovedsagelig har havt anvendelse overfor bælgfrugter har vist at visse planter har opnaad større frodighet og derved større avkastning ved at tilføre jordbunden visse bakterier (at bakterieinficere jorden). Forsøk med bakteriemetoden førte ogsaa til den antagelse at jordbunden vrimlet av bakterier i endeløse myriader, nogle av disse er fremmende, andre hemmende for plantenes vækst.
Kunde man nu uskadeliggjøre de siste (f. eks. ved en delvis sterilisation av jordbunden) vilde der aapenbart blive bedre arbeidsfelt for de første. Men vi behersker ikke de kræfter som muligens ligger gjemt i en regulering av jordbundens bakterieliv.
En forfatter var ogsaa en gang inde paa dette. Han mente, i fantastiske drømme, at menneskene engang ved herredømme over jordbundens bakterieliv kunde spare de kostbare salpeterfabrikker (ved at tilføre jordbunden kvælstofproducerende bakterier) kanskje i sin tid ikke saa fantastisk enda til en Jules Verner har for sin tid drømt mere fantastiske ting, i sin retning, end dette.
Det er i denne forbindelse interessant at lægge mærke til de jordbrukets nye hjælpemidler, der nu under skeptismens smil og skuldertræk holder paa at arbeides frem – nemlig elektricering av planter, Elektro-Kultur.
Hvad elektriciteten egentlig er vet endnu ingen, men vi vet dens love i mange tilfælder – vi har den i vor magt. Vi vet nu alle at elektriciteten i visse former har en gavnlig indflydelse paa det menneskelige cellevæv, at den har en gavnelig indflydelse paa menneskelegemet. Ved forsøk har det vist sig at ogsaa planter er følsomme for elektriske strømme, ved vækstforsøk enten til det gavnelige eller motsatt, alt efter strømmens styrke og art.
Der har nu en tid været drevet eksperimenter og disse har faaet navnet Elektro-Kultur.
Det var saa vidt jeg husker i Frankrig man først blev opmærksom paa elektricitetens virkning paa væksterne ved at man opdaget at potetgræsset vokste saa stærkt paa akrene ved kysten i nærheten av de nye anlagte kraftige elektriske fyr. Dette førte til en videnskapelig undersøkelse hvorved fremkom at de stærke elektriske straaler om natten og solen om dagen aldrig gav plantens overjordiske del ro. I dette tilfælde en for ensidig utvikling. Der blev mere i samme land utført en række forsøk, særlig med bælgfrugter og i enkelte tilfælder med forbausende resultater, i andre uten paaviselig virkning. Men de gode resultater var allikevel overbevisende om at man her var inde paa en vei som kanskje engang, naar man behersket lovene, kunde bringes op til fuldstændig at revolutionere jordbruget.
Derefter hørtes om forskjellige spredte forsøk, snart her, snart derfra, og de forskjellige rapporter var i høieste grad optimistiske.
I Tyskland blev der utført nogen forsøk. Blant annet blev elektrisk belysning av poteter prøvet paa den maate at man grov ned glødelamper med sættepoteter, altsaa belysning av potetens underjordiske dele. I raporten herom het det bl. a. : «at avlingen opnaaede en kolosal størrelse», men sandsynlig paa bekostning av mængden.
Den finske professor Lernstrøm, Helsingfors, utførte for nogen aar siden en del forsøk. Han utspændte paa 3 m. høie pæler, tykke telegraftraade hvori han ledet stærke elektriske strømme over felter der var beplantet eller tilsaad med poteter, bønner, jordbær, gulerøtter, næper, byg og lignende. Resultatet blev for de elektricerde jordbær 50%, hvete 35-40%, havre og poteter ca. 20%, gulerøtter 13% mere utbytte.
I 1912 blev det ved byen Prag gjort et forsøk i større stil med jordbær og resultatet var ogsaa her overraskende. I raporten derfra het det bl. a. at første aars merutbytte dækket alle anlægsomkostninger.
Og nu siste aar kommer beretning fra forsøk som blev utført paa et mønsterbruk like ved byen Hereford i England. Dette eksperiment blev utført paa opfordring av et videnskapeligt intitut og den praktiske leder var direktøren for Herefords elekticitetsværk hr. Kerr. I et interviev som korrespondent til «Daily Express» hadde med forøkets leder uttalte denne bl. a.: «Vi er uten tvil ved indgangen til en ny æra i landbrukets historie og den tid kan allerede skimtes da England vil kunne brødføde sig selv. Det mener i hvertfald de to fremragende videnskapsmend der sammen med mig leder disse eksperimenter. De undere som den nærmeste fremtid vil lyde paa er at vi ved hjælp av elektriciteten vil kunne mestre de atmosfæriske betingelser for væksten av korn, frugt, blomster og øke avkastningen til det dobbelte eller tredobbelte. Uaar vil blive et ukjendt begrep. Det er paa de taagede skyggefulde dage elektriciteten helst skal anvendes. At anvende den i stekende solskin vilde være at øde den. En kombination av solskin og elektricitet vilde bare resultere i en altfor hurtig vækst og modning og derved virke nedsættende paa plantens motstandskraft. Men før solen staar op og efter at den er gaat ned og om nødvendig hele natten kan det kunstige solskin anvendes».
Korrespondenten skriver: Paa en liten potetaker som blev dyrket elektrisk var poteterne blit saa store som turnips, ja en enkelt potet som blev forvist mig var en fot lang og 8 tommer bred. Dette er bevis nok paa elektricitetens virkninger.»
Korrespondenten blev forevist elektriciteten i virksomhet og skriver: «Jeg blev opfordret til at lytte i haven medens strømmen blir sat paa. Strengene var ikke spændt helt stramme og bevæget sig i vinden. Pludselig hører jeg en lyd som om en hær av græshopper var i anmars. Idet vinden tog til hørtes det som lyden av stekt flæsk der fræser i en stekepande. Men det mærkeligste av alt var at planter og busker tydelig kunde sees strække sig op mot de livgivende strænge … men de lange grønne larver som æter op bladene falder til jorden dræpte av den elektriske strøm».
Korrespondenten skriver videre: «Inde i et drivhus viste hr. Kerr mig virkningen av Elektro-Kultur paa kasser hvor der var saadd blomkaal, hodekaal og løk. Frøet var saad der for 5 dage siden og nu var der allerede grønne blade som stak op 1 tomme over jorden. Under almindelige omstændigheter vilde man endnu ikke ha seet spor av dem.»
«Siden Noahs dage har akerdyrkningen ikke gjort nævneværdige fremsrkridt» uttalte hr. Kerr, «men nu haaper vi at kunne vise folk hvorlede man kan gjøre mest mulig ut av sin jord. Skeptikere, som er kommet hit for at haane vore forsøk er gaaet bort fuldt overbeviste om at elektriciteten vil blive en viktig faktor i fremtidens jordbruk».
«Experimentet skal nu utføres rundt omkring i England og jeg skal spise den bundten med metaltraad som ligger der» sa hr. Kerr, «hvis vi ikke om faa aar ser en ny jord vokse frem for vore øine. Regnet er den eneste fiende som vi endnu ikke har kunnet mestre, men vi agter at overvinde ogsaa den vanskelighet; ja vi mener sogar at hvis vi anvender Elektro-Kulturen under vældige regnskyl maa resultatet bli storartet. Tænk dem bare – regn og elektrisk solskin samtidig! Endnu er vi bare ved begyndelsen. Tre aars Elektro-Kultur i hele England og vi behøver ikke mere at tænke paa matknaphet eller rationering. Muligheterne er uendelige.»
Se alt dette var jo meget lovende – og tænke sig alle disse herligheter for vor karrige norske natur. Man skulde anta at hr. Kerr hadde greie paa hvad han sa ti metaltraaden kunde bli tung at faa fordøiet.
En mangel er det med alle disse beretninger, man faar liten eller ingen greie paa detaljer ved metoderne, f. eks. strømart og styrke. Andre som vil utføre forsøk efter disse beretninger maa gjette sig frem. Som man kan se av forsøkene er mange metoder brukt. Av somme beretninger synes det som om at der er brukt belysning, sandsynligvis meget stærkt buelys. Men i de fleste tilfælder og særlig i de nyere, er kun strømstyrken brukt.
Man forklarer fænomenet saadan at plantns cellevæv tvinges til at arbeide mere intenst, at elektriciteten sætter planten istand til lettere og dermed hurtigere at utdrage Nitrogen av atmosfæren; men for at planten ved en saadan forceret vækst ikke skal bli for ensidig utviklet maa der ogsaa forefindes rikelig med andre stoffer derfor – jo mere gjødning anvendes desto bedre vil Elektro-Kulturen virke.
I forsøksberetningen fra Prag heter det at der blev anvendt høispændt strøm som blev sendt gjennem tykke ledningstraader, der var utspændt paa høie master. Fra disse ledningetraade hang der igjen «utladningstraade» der endte i en spiss et kort stykke fra jordens overflate. Strømmen stod her paa et vist antal timer pr. døgn, men intet om strømart eller styrke.
I beretningen fra Helsingborg høres intet om utladingstraade men at der her er brugt tykke telegraftraade paa konstant 3 meter høie pæle. Man har været inde paa tanken om at regulere traadnettets høide over marken eftersom planterne vokste, men at man i stedet regulerte strømmen kraftigere eller svakere alt efter planternes høide.
Av beretningen fra England skulde man kunne gjette paa at der er brukt grovmasket net av ledningstraad (hvilkensomhelst metaltraad) og at strømmen var meget stærk induktionsstrøm sandsynlig tusind eller flere tusind volts spænding. Nettets høide synes her at ha været under en mands høide over marken tid det heter: «… Et net av metaltraad var spændt over et prøvefelt og jeg spurte min cicerone om det ikke var farlig at røre ved traadene. Han knyttet straks haanden om en av dem for at vise hvor ufarlige de var.»
Hvis den før omtalte «susing» ikke blot var nettets vibration i vinden men ogsaa skrev sig fra strømmen saa maa der antages at det var meget stærk induksjonsstrøm som blev brukt – eller ialfald en art vekselstrøm.
Gaar man ut fra at der kræves indutionsstrøm saa maa man for at kunne utføre et eksperiment ha en dynamo tilkoblet en kraftledning, dertil et kraftigt induktorium. Kan almindelig vekselstrøm brukes, som er meget sandsynlig, saa blir den spænding som er i kraftleningen til lys o. l. for svak, man maa da ha en transformator som akn sætte strømmen betydelig op. Nogen bestemte regler for tid og styrke har man ikke endnu, saa saadant faar bli paa gjetning. Som net kan sandsynligvis brukes almindelig grovmasket gjærdenet eller et til dette bruk specielt arbeidet net av hvilkensomhelst metaltraad. Den ene pol ledes gjennem nettet.
Av beretninger om forsøk utført i væksthuse kan man ogsaa se at flere metoder er blit benyttet. Belysningemetoden har vist at f. eks. ræddiker, spinat, byg og violer er fremskyndet i sin vækst mens mærkværdig nok blomkaal sættes tilbake.
I Frankrig blev væksthusforsøkene hovedsagelig utført paa den maate at forsøksplanten blev overtrukket med et mindre net hvorigjennem en stærk strøm blev ledet. Den samme metode, men paa en anden maate er denne: … «Hovedledningen løp øverst oppe paa langs gjennem drivhuset og fra denne hovedledning var spændt mindre traade frit ned langs siderne».
Men det nyeste nyt paa omraadet er elektrisering av utsæden.
Dette «nyeste nyt» har sin oprindelse fra England og utføres paa den maate: Man utbløter sæden, f. eks. frøet, godt i en saltopløsning av Klorcalcium (fordi disse væsker er gode elektircitetsledere). Naar sæden er godt opbløt leder man en elektrisk strøm gjennem opløsningen og derved ogsaa gjennem sæden. Strømmen opretholdes i et vist tidsrum som er noget forskjellig for de forskjellige sædarter. Naar den fastsatte tid er forløpet lar man opløsningen rinde bort og sæden taes op og tørres. Gaaden er her ogsaa hvorlænge skal strømmen opretholdes for de forskjellige sædarter og hvilken strømstyrke?
Der oplyses om at tørringen maa være grundig og omhyggelig og at den temperatur den foregaar under maa reguleres nøiaktig. Forsigtigheten maa i ytterst mulig grad fjernes. Foreløpig anvender man en overtørring somdog endnu ikke har naaet fuldkommenhet. Efter en saadan behandling maa sæden saaes snarest mulig og tidligst i sesongen. Sæden beholder sin forøkede kraft uten nævneværdig forminskelse i en maaneds tid men i løpet av 2 maaneder reduceres den til sin oprindelige evne. Skade av behandlingen har den ikke tat.
Eksperimenterne for denne metode tilskrives en engelsk landmand mr. Fry der i et tidsrum av 6 aar har arbeidet med den, i den første tid med høist forksjellige resultater, men efterhvert som erfaringerne vokste har resultaterne blit bedre og sikrere.
Man har beregnet at omkostningerne ved denne metode kom paa 14 sh. (Ca. 13,75) pr. 1 tønde lands utsæd og for at faa dette dækket maatte man regne med et merutbytte av 10%. Ved forsøkene i 1914-15 var mereutbyttet 36%, i 1915-16 derimot kun 22%.
Der fortælles at siste vaar blev der solgt 20 tons elektriserede sættepoteter paa torvet i Dorchester.
Det synes nu at være en kjendsgjerning at elektriciteten tilfører væksterne en mystisk kraft, der virker baade i retning av forceret vækst, i større fold og mere fuldkommenhet. Skulde det nu vise sig at man kan tilføre sæden denne kraft, med samme virkning uten at forny den under vækstperioden saa skulde man være langt fremme, men alt er endnu kun paa forsøksstadiet.
Det skulde være at ønske at mænd med evner og midler ogsaa i vort land tog fat paa dette problem. Skulde virkningerne holde hvad de synes at love maa fremskridtet være storartet.
Andre veie og midler maa der findes som kan føre frem til en mere øket og sikker avkastning av jordbrukets produkter end den maskinelle stordrift, denne unaturlige retning kan allikevel ikke føre frem til «Landmandens herredømme over jordens kræfter som det viktigste felt for menneskelig virke.»
Elektro-Kulturen høres ut som et æventyr, men det har før hændt at æventyret er blit til virkelighet.
Einar Larsen.
Elektro-Kultur
Stortinget har paa Landbrukshøiskolens budget bevilget 5000 kroner til forsøk med elektricitetens indflydelse paa planternes utvikling. Stipendiat F. Smith har med bistand av flere av Høiskolens lærere og andre paabegyndt de forberedende arbeider. Man haaper at kunne paabegynde forsøkene i juli maaned med at undersøke om man med elektricitet kan fremme blomsteransættelsen hos frugttrær. Næste aar vil forsøkene bli utvidet til at omfatte baade have- og akerplanter.
